Den spanske syge var en type fugleinfluenza, der sprang fra fugle til svin og
derfra videre til mennesker.
I Danmark døde i 1918-19 mellem 12000 og 14000 mennesker (ca. 0,5%).
I Kina og Indien over 10 % af befolkningen.
Over hele verden regner man med op mod 50 millioner døde.
Sygdommen ramte hårdest blandt unge mennesker i alderen 20 - 40 år, mens
børn og gamle ikke blev så hårdt ramt. Dette skyldtes det paradoks at
yngre menneskers immunforsvarsreaktion var så voldsom at den ofte blev
dræbende (angreb sunde celler).
Der fandtes ingen medicin mod sygdommen, så overlevelse handlede mest
om at pleje de syge. Derfor var sygeplejersker og andet plejepersonale
faktisk betydelig vigtigere end læger! (O.Andersen redaktør 'Siden Saxo')


Den Spanske Syge

Mon jeg ikke skulle fortælle om min tid under "Den spanske syge" som hærgede
over hele verden i 1917-18-19, og altså også i Danmark.
Det var netop i den tid, da vi var arbejdsløse, og vi blev, jeg tror det var
gennem fagforeningen, opfordret til at stille os til rådighed for hjælpearbejde
med de mange syge.
Mange steder lå hele familier uden hjælp. Det meldte jeg mig til, og sammen
med andre fik jeg et samariter kursus og lærte at give "varmt omslag", det var
vist et universal middel den gang, samt medicin, det var før penicillinet.
Jeg syntes det var spændende og tænkte slet ikke på at det kunne være farligt,
men det er vel ungdommens privilegium og jeg slap jo også heldigt fra det hele.
Det var i november 1918, jeg blev sendt til Flemming -en station på Horsens-
Tørring banen, hvor jeg ankom sent på eftermiddagen.
Jeg blev afhentet af den stedlige læge, som kørte mig til Klaksmøllegaard i en
lille vogn med en hest foran, selv læger havde ikke bil dengang.
Undervejs fortalte han mig, at alle var syge på gården, det vil sige, mand og
kone og et par børn (det var bestyrerparret) samt konens mor og 3 karle, hvoraf
den ene var død samme dag.
Det forekom mig ret uoverskueligt, men lægen sagde at der næste dag ville komme
en uddannet sygeplejerske, så jeg skulle bare tilgodese dem alle bedst muligt,
give dem lidt mad, dem der kunne spise, og medicin til de 2 karle, som var ret
dårlige, samt varmt omslag til den gamle kone.

Så måtte jeg ellers igang med at finde rundt, det var jo en stor gård med
mange værelser, som var tomme, kun en stor stue og soveværelset til ægteparret
var beboet, samt nok også et værelse hvor den gamle kone lå.
Så var der et mægtigt køkken. Jeg mener at kunne huske at komfuret stod midt på
gulvet.
Da jeg lukkede døren op sprang flere katte ned på gulvet. De havde spist
madrester, også mad som naboerne havde sat ind.

Jeg kan ikke huske hvordan jeg kom igang, men jeg fik da givet ægteparret
og børnene noget at spise, også den gamle kone fik en kop te.
Derefter måtte jeg over til de to karle. De boede i sidefløjen, så jeg måtte
over gården og ind i en lille gang med to værelser, og til venstre lå den karl,
som var død samme dag.
Det var tilfældigt, at jeg først kom derind. Han lå i sin seng og havde sparket
hul på dynen.
Jeg blev naturligvis ilde til mode, lukkede døren igen og gik til højre, hvor
de to andre lå. De var ret medtagne, især broderen til den døde, som da også
døde nogle dage senere. Den tredie kom sig.
Jeg kan ikke rigtig huske hvordan aftenen forløb.
Jeg har nok været i fart rundt omkring til de syge, den gamle dame var meget sløj.
Der kom forresten et bud med en spiralseng til mig, han stillede den ude på
trappen, folk turde simpelthen ikke at komme ind.
Jeg fik nu ikke brug for den i denne nat, jeg var slet ikke klædt af.

Bestyrerparret og børnene kunne spise lidt, så dem måtte jeg tilgodese, de
andre kunne jeg faktisk ikke gøre noget ved. De var for syge og kunne ikke spise,
men de to karle skulle have medicin.
Men så gik alt lys pludselig ud og jeg stod der i ravende mørke. Det var jeg
jo slet ikke forberedt på, men fruen fortalte mig at lyset gik ud kl.11. Det var
Møllegården, som leverede strøm, den lå nærved i en lavning.
Så måtte jeg til at finde lamper frem, en petroleumslampe, som hængte på væggen,
den måtte jeg så atge med rundt.
Jeg skulle også over at se til de to karle, men her måtte jeg have en flagermuslygte,
der kunne modstå blæsten, når jeg gik over gården.

Når jeg nu tænker tilbage på disse ting, som står meget skarp i min erindring,
kan jeg ikke lade være at undre mig, jeg var en meget spinkel pige på 18 år, men
jeg tænkte aldrig på andet, end at jeg måtte gøre, hvad jeg formåede, jeg var
faktisk den eneste raske.
Nå, men da jeg så kom ind i den lille gang med min lygte, kunne jeg ikke huske i
hvilket af værelserne den døde lå, og jeg tog fejl i første forsøg og så igen den
stakkels døde mand.
Så gik jeg ind til højre til de andre, den meget syge bror kunne jeg intet stille
op med, men den anden karl gav jeg medicin.
De lå i et lille værelse med to senge og et bord imellem, ingen varme og altså
intet lys om natten, det var kummerlige vilkår for tjenestefolk dengang og så
stod der alligevel en række tomme stuer.

Jeg må tilføje, at da sygeplejersken kom næste eftermiddag, -jeg kan virkelig
huske,hun hed frk. Lindgaard, og kom fra Aarhus- da fik hun foranlediget at den
meget syge karl blev flyttet ind i fløjen i et lyst og pænt rum.

Hun var nok ca. 30-35 år og havde den naturlige myndighed, som jeg på grund
af min alder naturligvis ikke var i besiddelse af, men jeg havde et døgn alene
med de stakkels mennesker.
Det har nok været hårdt, men naboerne rundt omkring var flinke, de sendte brød,
frikadeller og andet til os.
De satte det i vinduet (nogen ringede) men ingen turde komme ind. Jeg kan huske,
at den flinke kone nede i Møllen lavede noget til os, men hendes mand var så bange
for smitte, at hun ikke måtte gå ind. Så stod der i avisen, jeg husker ikke hvor
mange dage efter, at han var død, det var da jeg var kommet hjem.
Det så man flere tilfælde af, og jeg, som ikke skænkede det en tanke, det havde
jeg nu heller ikke tid til, slap uden spor af mèn.

Stedet blev regnet for en pestens hule der på egnen, der i forvejen var særlig
hårdt ramt. (i efteråret 1918).
Jeg har naturligvis ikke været i seng den nat, det kan jeg nu ikke huske noget om,
men jeg har da haft nok at gøre med 7 syge.
Den ene døde aner jeg intet om hvordan han blev fjernet, men lægen må vel have
sørget for folk til det.
Så hen på eftermiddagen kom som sagt frk Lindgaard og jeg var meget glad og lettet,
da hun overtog styret, og vi havde selvfølgelig nok at gøre begge to.
Hun fik altså den syge mand flyttet til et godt værelse, hans forældre var tilkaldt
og de har nok hjulpet hende, for jeg kan slet ikke huske hvorledes han kom der,
men jeg var da inde hos ham i løbet af aftenen med en kop te til forældrene.
Han var meget urolig og kunne ikke kende dem, men de sad altså hos ham til han
døde.
Hvor må det have været strengt for de stakkels forældre, det var deres anden
søn de mistede med få dages mellemrum, store kraftige unge mennesker.
Den tredie karl der kom sig var mindre og splejset, det var som om det var de store
og stærke der var mindst modstandsdygtige.
Jeg husker heller intet om hvorledes han kom bort, jeg har nok haft meget at gøre
inde i huset, da de andre efterhånden blev lidt bedre og kunne begynde at spise
og krævede lidt mere opmærksomhed-, dog en undtagelse var konens gamle mor, som
var kommet for at passe dem, hun døde, jeg tror det var 2 dage efter, om aftenen,
jeg havde lige givet hende lidt te med en teske og lidt efter var hun død ganske
stille.
Jeg kan meget tydelig huske, at frk. Lindgaard sagde -ja, nu får vi en rolig nat-,
men ellers sørgede hun for det fornødne, vi havde da telefon, og næste eftermiddag
var den gamle dame lagt i kisten ude i den store hal.
Jeg havde intet med det at gøre men var med til at synge. Der var kun de
nødvendige, jeg ved ikke om degnen var der, frk. Lindgaard fortalte, at han ikke
var meget for at komme, da han havde kone og børn, men jeg ved altså ikke om han
alligevel var der.

Det var en underlig tid, det var som om man blev så hærdet af alt det der
skete. Alle indtryk forsvandt hurtigt igen, ihvertfald gik vi næste dag ud omkring
i gården, i hønsehuset væltede rederne med æg.
Vi gav hønsene korn, de var sultne for fodermesteren lå også syg, og det var gået
hårdt ud over grisene og kreaturerne, indtil naboer havde taget sig af dem.
Vi fik forfærdelige historier fortalt, folk var jo bange, forståeligt nok, men
også meget hjælpsomme.
Jeg tror vi var der en halv snes dage, jeg kan huske, at vi foruden vores betaling
fik hver 50 kr. af ejerne.
Vi så ikke noget til dem, men vi fik fortalt, at det var 3 baroner der ejede godset
i fællesskab, andet ved jeg ikke.
Frk. Lindgaard og jeg fulgtes ad til Horsens med toget, dengang steg man direkte
ind i kupeen, og folk flygtede fra os, når de hørte hvor vi kom fra.

Så skildtes vore veje, jeg var glad for at komme hjem til min familie, men
allerede dagen efter -så vidt jeg husker- kom der en ældre dame og bad mig komme
og være hos hendes svigersøn, som lå for døden.
Jeg var ikke meget for det, men kunne på den anden side ikke sige nej, når jeg havde
påtaget mig at hjælpe, så jeg gik med.
De boede i den store rødr ejendom på hjørnet af Havnealle og Stjernholmsgade.
Det var et yngre ægtepar i en stor komfortabel lejlighed.
Datteren lå syg i spisestuen og manden lå alene i soveværelset.
Han var ikke rigtig ved bevidsthed og ikke ret urolig. Jeg kunne ikke gøre noget
for ham, bare være der, og han døde ret kort tid efter, så jeg kom hjem igen inden
midnat.
Hvad der ellers skete, skulle jeg ikke tage mig af, jeg tror de sendte bud efter
Diakonisser eller katolske søstre.
Bagefter blev jeg sendt til en stor gård, hvor kun manden var syg, det var også i
vesteregnen, jeg kan desværre ikke huske, hvad stedet hed, mener det var noget
med Givskud.
Der havde jeg det vældigt nemt, skulle kun passe ham, og han var ikke meget syg.
Jeg havde på fornemmelsen at han også ville underholdes.
Der var hjælp nok, foruden konen også karle og tjenestepiger. En aften var jeg med
fodermesteren ovre i grisestalden og se nogle nyfødte grise.
Jeg var der kun ganske få dage, mere var heller ikke nødvendigt, han kom sig
hurtigt, men han var nok en del forkælet og fordrede megen opmærksomhed, og så
har de jo nok haft råd til at have een til bare at tilse han, men det var altså let.

Så kom jeg nogle dage til en familie på Gasvej, der var flere børn.
Konen var syg og manden meget svagelig -af anden grund-.
Derefter til et par gamle elskelige mennesker i Stjernholmsgade, det var
lodsformand Thorn og hustru, deres søn var forøvrigt en ret kendt politimand
el. politiassistent i Horsens.
De kom sig da begge -nogenlunde-. Det var et par fine gamle mennesker med en høj
moral og stor økonomisk sans. De havde en stor hovedbog hvor selv de mindste
beløb blev ført ind.
Det var hr. Thorn, der engang fortalte mig, i en eller anden anledning som jeg ikke
husker, at hans motto var "spis dig aldrig mere mæt, end du endnu kunne spise en
pandekage". Det forstod jeg ikke rigtig dengang, men det skal nok have været en god
leveregel -symbolsk set.

Helt bestemt kan jeg ikke huske de forskellige tider, kun begyndelsen i
november 1918, hele vinteren og foråret 1919 gik med det.
Jeg var forskellige steder, ikke alle husker jeg lige godt, nogle gange gik det
jo hurtigt og godt -heldigvis, men den periode var alligevel så usædvanlig at
den har fæstet sig klart i min erindring.